Samtalen:
Når man kommer til hypnoterapi hos mig starter man med en samtale for at afdække problemet. Under samtalen finder du ud af, hvad du ønsker i stedet for problemet. Allerede her starter vejen til dit mål. Forandringen. Herefter formulerer vi sammen det konkrete mål for dig.
Formulering af mål:
Det er vigtigt, at formulere et positivt mål, som det ubevidste kan forstå. Det ubevidste forstår fx ikke ordet ’ikke’. Så hvis du siger til dig selv: ’Jeg vil ikke være bange’, så hører det ubevidste ’Jeg vil være bange’ og dermed fastholder du dig selv i situationen. Et positivt formuleret mål kunne i stedet være ’Jeg vil være tryg’.
Hypnosen:
Jeg sikrer mig, at du sidder behageligt og slapper af før vi går i gang med hypnosen. Selve hypnosen er en sproglig teknik, hvor du via mine formuleringer bringes i en behagelig og afslappet trancetilstand, hvor du på én gang er afslappet og har et uhyre skærpet fokus. En tilstand, hvor der er adgang til det ubevidste sinds lager af ressourcer og kompetencer – og hvor der ikke eksisterer selvkritik….
Denne afslappede tilstand kender du måske fra hverdagens ’falden i staver’.
I hypnosen vil du kunne høre alt, hvad der foregår. Du vil kunne tale og bevæge dig og til enhver tid gå ud af hypnosen. Du vil på intet tidspunkt være ude af kontrol. Du hverken sover eller er ’helt væk’. Bagefter vil du kunne huske alt.
Under hypnosen bliver du ’guidet’ til at nå dit mål ved hjælp af de ressourcer, der bliver fundet i det ubevidste. Jeg vil give det ubevidste sind forskellige instrukser eller forslag, der ændrer gamle mønstre til mere konstruktive tanker og en mere hensigtsmæssig adfærd.
Dit ubevidste sinds fornemste opgave er at passe på dig, og det vil det også gøre under hypnose, derfor vil der ikke dukke noget op du ikke er klar til.
Du vil aldrig følge forslag, der strider imod din moral eller af andre grunde ikke passer til dig. Alle reagerer forskelligt. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde, at opleve hypnose på. Hypnose skal læres og optrænes. Det er vigtigt bare at lade tingene ske med en "passiv villen". Og ikke ville det alt for meget. Du skal bare lade det ske - det er noget du kan lære.
I hypnosen vil vi bearbejde dit problem ved hjælp af den terapeutiske metode, jeg har valgt, er bedst for at hjælpe dig og vi kan sammen bringe ubevidste ressourcer frem og anvende disse til at få en ny forståelse af dit problem. Vi kan fx ændre på dine fortolkninger af fortidige hændelser. Vi kan finde de ressourcer, der skal til for at, du får det bedre, dine generende følelser ophører, du bliver symptomfri - og når det mål du har sat.
I nogle tilfælde vil jeg bede dig om at give mig signaler undervejs for at tjekke om processen forløber, som den skal.
Til slut guides du blidt og behageligt tilbage til her og nu og vi taler om behandlingen. Du vil kunne huske alt det, du har oplevet.
Du vil føle dig godt tilpas, når du går herfra. Nogle oplever, at være helt ’høje’ af oplevelsen, nogle oplever, at være så afslappede, som de ikke har været i lang tid, nogle oplever en lettelse, en stor energi og overskud, andre igen oplever en eftertænksomhed. Det er meget forskelligt.
En session varer 2 timer.
Jeg er underlagt Hypnose Skolens og Psykoterapeutsforeningens regelsæt for etik og jeg har tavshedspligt.